Brugen af Brainmaps

Hvad bruger Institut for hjernetræning et brainmap bruges til?
Institut for hjernetræning bruger et brainmap kan at få et hurtigt overblik over hjernens funktionelle tilstand. Derved kan vi lave en mere præcis neurofeedback-protokol med henblik på elektrodeplacering, hvilken type elektroder der skal bruges og hvilke frekvenser der skal øges og hæmmes. Ved at tage et brainmap før og efter træning kan man også få et objektivt billede af træningsforløbet og dokumentere en fremgang.

Et brainmap er også sammen med en symptombeskrivelse, et værdifuldt diagostisk måleparameter i forbindelse med bl.a. stress, depression, OCD, ADHD/ADD, det autistiske spektrum, og diverse senskader i hjernen.

​

Påstande om brainmapping

1. "QEEG/brainmapping er kun et øjebliksbillede"

Ja det er et øjebliksbillede, men de træk som er anormale ved hjernen viser sig i EEG-et hver gang man tager en måling. Når Institutt for Hjernetreneing ​tager en måling på en klient inden et træningsforløb og f.eks. efter 20 træningssessioner, vil de anormale træk ved EEG-et (hvis det stadig er behov for træning) stadig vise sig, men er reduceret til måske 50% eller mere.

EEG-et er også et øjebliksbillede på den måde at det reflekterer ens vågenhedsniveau og den emotionelle tilstand en person er i akkurat her og nu. Men dette tages højde for i en målesituation, ved at, klienten får besked om at komme veludhvilet, ikke udsætte sig selv for situationer som sætter en i en angst tilstand, gør en ked af det eller vred.​Men tages der f.eks to QEEG-målinger af en klient som er plaget af panikangst, en måling hvor panikangsten ikke er der, og en anden QEEG-måling hvor panikangsten er der, så vil det være det samme område i hjernen som er anormalt. De anormale træk vil bare komme stærkere frem under selve panikangsten.

For at lave en neurofeedback-protokol er det derfor underordnet hvilken af de to tilstande klienten er i. Det der betyder noget er, at Institut for Hjernetreneing kan se på QEEG-et, hvor der er behov for at træne og hvilke frekvenser det drejer sig om.

Men det er klart at, hvis personen har panikangst under den første måling, bliver sammenligningen med den sidste måling mindre valid, hvis man ønsker at bruge målingen som bevis på en forbedring. Men en forbedring skulle jo helst fremgå ved, at klienten selv mærker, at angsten er borte eller i hvert fald markant reduceret.

2. "Det er unødvendigt at tage et brainmap, da man med det blotte øje kan se om EEG-et er anormalt"

​

Nej, dette er ikke tilfælde. Kun hvis der er tale om alvorlige neurologiske sygdomme som Epilepsi eller et meget nedsat opmærksomhedsniveau vil der kunne fremgå tydeligt af målingen. Men selv her vil det være problemer med det blotte øje at se hvor EEG-et er mest anormalt, og hvor den anormale aktivitet stammer fra, da hjerneaktiviteten normalt har forskellige udsving de forskellige steder i hjernen. Derfor er det ikke nødvendigvis der hvor udsvingene er højest, at hjerneaktiviteten er mest anormal. Desuden er det heller ikke nødvendigvis udsvingene på kurvene som er anormale. Mange gange ligger de indenfor det normale, hvorimod det er varigheden af udsving fra en bestemt hjerneaktivitet som evt. er for lang eller kort. Dette vil umulig kunne ses uden sammenligning med en normativ EEG-database. En neurofeedback-protokol vil tit være anderledes i disse to tilfælde.

​

Måleparametre

QEEG-softwaret (Neuroguide) anvender flere forskellige måleparametre som det genererer brainmaps ud fra:

​

• De absolutte værdier af frekvensbånd (Delta, theta, alfa, beta osv) og af hver enkelt frekvens fra 1-30 Hz.
• De relative værdier af frekvensbånd (Delta, theta, alfa, beta osv) og af hver enkelt frekvens fra 1-30 Hz.
• Fordelingen af delta/theta-, delta/alfa-, delta/beta-, theta/alfa-, theta/beta-og alfa/beta-forholdet.
• Amplitude-asymmetrien
• Coherensen
• Phase-lag

Resultatet fra alle de forskellige måleparametre sammenlignes med den normative database.
​
Derudover genrerer softwaret brainmaps som viser differensen i de forskellige måleparametre før og efter et trænings-forløb, og sammenligner qeeg-målinger fra større grupper bl.a. med udgangspunkt i independent t-Test og paired t-Test. Det er derfor et software der er i særdeleshed egner sig til forskning.
Nedenfor ses billeder som viser differencen i hjerneaktivitet før og efter et træningsforløb med Neurofeedback. Herigennem får man et objektivt billede af den effekt træningen har haft.

Ved at kigge på gennemsnitsamplituden og fordelingen af de forskellige frekvenser kan man kunne se dysfunktioner og hjerneskader af forskellige grader. F.eks. har en MRI og EEG korrelations-analyse på patienter med lukkede hovedskader vist at en skade i den hvide cerebrale substans korrelerer med øget delta-amplitude (Jasper and van Buren, 1953; Gloor et al, 1968; Gloor et al, 1977). Derimod har en generel reduktion af amplituden på hele EEGét , men ingen øgning af delta-amplituden vist sig at korrelere med skader i den grå substans (Gloor et al, 1968; 1977; Goldensohn, 1979a; 1979b).
​
EEG-asymmetrien mellem forskellige elektrodeplaceringer kan også fortælle os om der er hjerneskader. F.eks. kan en lesion resultere i øget delta aktivitet eller reduceret beta-aktivitet over et lokalt område, hvilket kan vise sig gennem en ændret amplitude asymmetri mellem to eller flere elektrodeplaceringer. Et problem i forbindelse med dette måleparameter er at man ikke kan se kilden til amplitude-asymmetrien. F.eks. kan en øget amplitude asymmetri på F3-C3 både betyde en øget amplitude på F3 eller en nedsat amplitude på C3. Desuden er en højere amplitude forskel lig med en højere gennemsnits I.Q. (Thatcher et al, 1983) og reflekterer mængden af funktionel differentiering i hjernen.

Theta/beta-raten, alfa/beta-raten eller theta/alfa-raten etc. har vist sig at være af klinisk nytte i forbindelse med opmærksomheds- og arousal-niveauet F.eks. ses en øget theta/beta- og alfa/beta-rate med åbne øjne og øget theta/alfa-rate med lukkede øjne hos personer med ADD og ADHD (Matousek and Petersen, 1973; Lubar, 1997).