Hvad bruger Institut for hjernetræning et brainmap bruges til?
Institut for hjernetræning bruger et brainmap kan at få et hurtigt overblik over hjernens funktionelle tilstand. Derved kan vi lave en mere præcis neurofeedback-protokol med henblik på elektrodeplacering, hvilken type elektroder der skal bruges og hvilke frekvenser der skal øges og hæmmes. Ved at tage et brainmap før og efter træning kan man også få et objektivt billede af træningsforløbet og dokumentere en fremgang.
Et brainmap er også sammen med en symptombeskrivelse, et værdifuldt diagostisk måleparameter i forbindelse med bl.a. stress, depression, OCD, ADHD/ADD, det autistiske spektrum, og diverse senskader i hjernen.
Påstande om brainmapping
1. "QEEG/brainmapping er kun et øjebliksbillede"
Ja det er et øjebliksbillede, men de træk som er anormale ved hjernen viser sig i EEG-et hver gang man tager en måling. Når Institutt for Hjernetreneing tager en måling på en klient inden et træningsforløb og f.eks. efter 20 træningssessioner, vil de anormale træk ved EEG-et (hvis det stadig er behov for træning) stadig vise sig, men er reduceret til måske 50% eller mere.
EEG-et er også et øjebliksbillede på den måde at det reflekterer ens vågenhedsniveau og den emotionelle tilstand en person er i akkurat her og nu. Men dette tages højde for i en målesituation, ved at, klienten får besked om at komme veludhvilet, ikke udsætte sig selv for situationer som sætter en i en angst tilstand, gør en ked af det eller vred.Men tages der f.eks to QEEG-målinger af en klient som er plaget af panikangst, en måling hvor panikangsten ikke er der, og en anden QEEG-måling hvor panikangsten er der, så vil det være det samme område i hjernen som er anormalt. De anormale træk vil bare komme stærkere frem under selve panikangsten.
For at lave en neurofeedback-protokol er det derfor underordnet hvilken af de to tilstande klienten er i. Det der betyder noget er, at Institut for Hjernetreneing kan se på QEEG-et, hvor der er behov for at træne og hvilke frekvenser det drejer sig om.
Men det er klart at, hvis personen har panikangst under den første måling, bliver sammenligningen med den sidste måling mindre valid, hvis man ønsker at bruge målingen som bevis på en forbedring. Men en forbedring skulle jo helst fremgå ved, at klienten selv mærker, at angsten er borte eller i hvert fald markant reduceret.